fredag den 22. maj 2015

Protein gør klog


Spis rigeligt med proteiner – det kan øge din opfattelses- og reaktionsevne, viser en ny undersøgelse.

Øg dit proteinindtag og bliv klogere
Proteinerne er altid vigtige for os, da de er kroppens byggesten, men endnu vigtigere, når du skal ned i vægt. Desuden gør proteiner dig også klogere. En ny undersøgelse, foretaget af LIFE – Det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet, viser nemlig, at et højt proteinindtag markant styrker visse signalstoffer i hjernen, der kan øge din opfattelses- og reaktionsevne.

Halvdelen af forsøgspersonerne spiste i over tre uger en særlig proteinrig kost (ca. 3 g/kg kropsvægt pr. dag) svarende til dobbelt så meget som den anden halvdel. Den fysiske funktion blev ikke påvirket, men det gjorde den kognitive funktion. Resultatet var tydeligt; de havde en betydelig hurtigere opfattelses-og reaktionsevne og lavede færre fejl i en række kognitive prøver end de forsøgspersoner, der spise en gennemsnitlig kost. Desuden var de unge, der spiste meget protein, bedre i en orienteringstest.

"Tidligere studier, som har undersøgt det samme, har kun været af en enkelt dags varighed, så vores undersøgelse viser for første gang, at virkningen af et vedvarende, højt proteinindtag holder", siger Lene Holm Jakobsen, ph.d. ved LIFE – Det Biovidenskabelige Fakultet og Ernæringsenheden på Rigshospitalet.

Forbedringen hos de forsøgspersoner, der spiste meget protein, skyldes et øget indhold af visse aminosyrer i blodet, som steg i takt med det øgede proteinindtag. Disse aminosyrer menes at øge hjernens indhold af forskellige signalstoffer, som fører til hurtigere reaktioner i hjernen.

Hvor finder du proteinerne?
Kød indeholder en masse proteiner, men du kan godt leve helt fint uden kød, ved at få de gode proteiner andre steder fra. Både æg, mælk, hytteost og kvark indeholder masser af proteiner. Også vegetabilske madvarer er rige kilder: Utallige slags bønner, brune og vilde ris, kinoa og andre kornsorter, der altid kan koges hele eller knækkede og spises som ris. Der er også proteiner i grøntsager i varierende mængder, men der er endnu flere i svampene. Også nødder, mandler og kerner er gode proteinkilder, så der er masser af muligheder for at leve sundt, hvis du vil undgå kød og mejeriprodukter.
http://slankedoktor.dk/artikler/forskning/3601/proteiner-gor-dig-klogere-og-slankere.aspx

Forskere fra LIFE – Det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet har netop offentliggjort en undersøgelse, der viser, at et højt proteinindtag markant styrker visse signalstoffer i hjernen. Formålet med forskningsprojektet er at skabe et bedre grundlag for proteinanbefalinger til raske mennesker.

Undersøgelsens forsøgspersoner, der over tre uger spiste en særlig proteinrig kost, havde en betydeligt hurtigere opfattelses- og reaktionsevne og lavede færre fejl i en række kognitive prøver end de forsøgspersoner, der spiste en gennemsnitlig kost.
http://nyheder.ku.dk/alle_nyheder/2011/2011.1/proteiner_goer_dig_klogere/

Ingen kommentarer :

Send en kommentar